Samarbejde

VE-gruppen og Bur aktivitetsforening

Ydelser

Inddragelse
Udviklingsplan

Kunde

Skovgaard Energy

År

2025

Udviklingsplan for Bur og omegn

Landområderne i Danmark er i forandring. Mange mindre landsbyer oplever, at den lokale købmand og skole lukker, hvilket ofte betyder at småbørnsfamilier fraflytter eller slet ikke bosætter sig i byerne i første omgang. Ældre mennesker, der ikke længere kører i bil, bliver ligeledes udfordret af, at der er langt til hverdagens liter mælk.

Et stort spørgsmål, der presser sig på nu, er hvordan vi bruger de åbne landområder i Danmark bedst. Der er fortsat behov for landbrug, men der skal også findes plads til naturen, der er en ressource i det åbne land. De åbne landområder er ligeledes kommet i spil, i forhold til produktionen af vedvarende energi, hvilket medfører nye markante elementer i landskabet.

De nye energianlæg repræsenterer en mulighed for at udvikle landskab og lokalområde, samt se med nye øjne på, hvordan natur, landbrug, infrastruktur og energilandskaber spiller bedst sammen.

Metode

’Udviklingsplan for Bur og omegn’ er aktivitetsforeningens bud på, hvordan Bur og opland, også fremover, kan forblive attraktive landområder og landsbysamfund for nuværende og kommende beboere.

Udviklingsplanen er blevet til gennem en række arbejdsgruppemøder og et borgermøde i aktivitetsforenings klubhus i løbet af 2024. En arbejdsgruppe bestående af borgere fra Burs aktivitetsforening, samt rådgivere fra tegnestuen Urland har udarbejdet den samlede udviklingsplan.

Udviklingsplanen indeholder en samlet vision for Bur og omegn, og et hovedgreb bestående af tre delelementer, der udgør kapitlerne i et projektkatalog med forslag til initiativer, som kan gavne Bur og omegn. Fire projektforslag er prioriteret højest på baggrund af lokale ønsker. De er blevet udfoldet yderlige i kataloget.

Ønsker til projekter samlet efter lokation og efterspørgsel på workshop

Overordnede temaer fra workshop

Vision

Landsbyen på hedesletten, skal være en del af Burs dna. Bur landsby er en del af Geopark Vestjylland og indskriver sig hermed i fortællingen om landskabets dannelse, der griber ud i en større skala.

Fra Bur skal der være let adgang til naturen og landskabet, og der skal skabes nye forbindelser og synergier med landsbyerne omkring. Ny natur og rekreative stier skal sammenbinde Bur og Bur med naturen, og grønne tiltag skal indtænkes i forbindelse med etableringen af områdets potentielle klimaparker.

Det skal være attraktivt at bo i Bur – i dag som i fremtiden. Byens eksisterende lokale mødesteder skal forstærkes og bindes sammen - så nye og eksisterende fællesskaber kan blomstre. Byen skal rumme tilbud på tværs af generationer, og det skal være let at komme til og fra.

Som en del af byens særegne/unikke fortælling og historiske udvikling, skal særlige steder i og omkring landsbyen fremhæves.

Natursporet mellem Bur og Møborg