Ydelser

Miljøvurdering
Helhedsplan
Naturforvaltnings- og plejeplan
Lokalplan
Visualiseringer

Kunde

Copenhagen Green Energy

År

2025

Solceller ved Sophie-Amaliegaard

Syddjurs Kommune har med Klimahandlingsplan 2023–2026 sat ambitiøse mål for den grønne omstilling. Kommunen arbejder blandt andet mod en reduktion af CO₂-udledningen på 70 % i 2030 og en klimaneutral og klimarobust kommune i 2050. Som en del af indsatsen skal energiforsyningen i stigende grad baseres på vedvarende energi, der kan dække kommunens samlede elforbrug.

Derfor har Copenhagen Green Energy sammen med Clausholm Gods ansøgt om at etablere et solcelleanlæg på cirka 105 hektar ved Sophie-Amaliegaard nær Hornslet i den sydvestlige del af Syddjurs Kommune. Projektområdet består i dag primært af landbrugsjord med fire eksisterende vindmøller og er karakteriseret ved et åbent, let kuperet landskab.

Solcelleanlægget ved Sophie-Amaliegaard skal bidrage til den grønne omstilling ved at øge produktionen af vedvarende energi og reducere udledningen af drivhusgasser. Samtidig rummer projektet en mulighed for at gentænke områdets fremtidige arealanvendelse og skabe synergi mellem energiproduktion, landskab og natur. Projektet arbejder derfor med at udvikle et landskab, hvor produktion af solenergi kombineres med initiativer, der kan styrke biodiversiteten og forbedre levevilkårene for både dyr og planter. Målet er at skabe et anlæg, der ikke alene producerer grøn energi, men som også bidrager positivt til områdets naturmæssige og landskabelige kvaliteter.

Helhedsplan for solcelleprojektet

Naturforvaltnings og- plejeplan

Naturforvaltnings- og plejeplanen fastlægger de overordnede retningslinjer for etablering af ny natur, grønne områder og beplantning samt for bevarelse, beskyttelse og styrkelse af eksisterende naturværdier i projektområdet. Planen skal sikre, at udviklingen af området sker med hensyn til både biodiversitet, landskab og langsigtet naturkvalitet.

Planen arbejder med tre forskellige niveauer af intervention, som varierer afhængigt af de enkelte delområders karakter, funktion og eksisterende naturforhold. For hvert delområde er der derfor defineret specifikke plejemål og plejemetoder, der understøtter områdets særlige potentialer og naturmæssige kvaliteter.

Delområderne A består af to nyetablerede faunapassag­er udlagt som grønne områder

Delområde B består af et nyetableret vådt naturområde med seks eksisterende søer, to eksisterende engarealer og en eksisterende mose

Delområderne C består af to respektzoner til skovbry­nene ved Sophie-Amaliegård Skov og Estrupbirke

Delområderne D består af selve byggefelterne med solceller

Delområderne E består af projektområdets kantzoner, herunder nyetablerede hegn.

Delområder i naturforvaltnings- og plejeplanen