Boligmarkedet i Danmark er blevet så opdelt, at der ikke længere er tale om ét sammenhængende marked. Mens priserne i byerne stiger, oplever yderområderne faldende boligværdier, hvilket efterlader boligejere i gæld. En detaljeret kortlægning af boligpriserne afslører store forskelle, hvor boliger i de dyreste områder er op til 25 gange dyrere end i de billigste.
Kortlægningen er et værktøj til at forstå situationen i yderområderne og kan danne grundlag for en mere kvalificeret debat om, hvordan vi skaber et mere sammenhængende Danmark. For kommuner giver det indsigt i lokale boligforhold, mens ejendomsaktører kan bruge det til at vurdere, hvor fremtidig udvikling vil være hensigtsmæssig uden at genere lokale borgere.
Metode
Kortlægningen er baseret på BBR-oplysninger om gennemførte hushandler, hvilket sikrer, at den afspejler reelle huspriser. Med geografiske regressionsværktøjer er den gennemsnitlige huspris for ejendomme indenfor en radius af 3 km beregnet, hvor de nærmeste ejendomme vægtes højest. Kortlægningen omfatter boligtyper som fritliggende boliger, villaer, ejerlejligheder og rækkehuse. Ejendomme med større jordtilliggender og andelslejligheder er udeladt, da de ikke er sammenlignelige. Fejlbehæftede beregningspunkter, som afviger med mere end 2.000% fra det lokale pris niveau, er heller ikke medtaget. For at skabe et solidt statistisk grundlag er dataindsamlet over fire år (2012-2015), hvilket resulterer i over 150.000 beregningspunkter og giver et historisk billede af boligpriserne i perioden.
Boligpriser i Danmark - Vægtet gennemsnit for boligarealer i 2016, pris pr.m² baseret på gennemførte handler (BBR)