Urland

Udvikling af Danmarks landområder

Vi er Urland og vi opfinder dybe tallerkener. Ethvert sted har kraft og muligheder. For os er nøglen til at afdække skjulte potentialer først og fremmest at være gode til at lytte – til bekymringer, begejstring, ideer, og alle nuancerne imellem. Det er ildsjælene, der brænder og kæmper for deres projekt, deres lokalsamfund og deres hjem som kan gøre drøm til virkelighed. Vi møder frem med tomme tavler og åbne sind. Til gengæld kan vi derfra hjælpe med at udtrykke ideer, se sammenhænge, give form og sætte strategi på en udvikling, der kan føre til det bedre.

Ho Bugt_2499X1225.jpg
Urland_3 grundtemaer

I Urland bekymrer vi os særligt for udviklingen i Danmarks yderområder. Flytningen mellem land og by skaber drastisk ændrede muligheder henover regioner og lokalområder, på både godt og ondt. Vi arbejder intensivt med at kortlægge og forstå de forandringer, der skaber nye forudsætninger for bosætning, produktion og natur i landområderne.

Vi tror ikke på, at alle Danmarks landområder er ved at blive affolket. Vi er overbeviste om, at der også i fremtiden vil være mange, som foretrækker at bo i landlige omgivelser med højt til himlen. Det er vigtigt, at landområderne bliver bedre til at skabe kvalitet i boliger og bosætningsmiljøer og gør sig attraktiv for mulige tilflyttere. I Urland bidrager vi til dette - med konkrete forslag til nye boligtyper, med analyser af forudsætningerne for bosætning og med indspark til debatten om et andet og bedre plansystem.

Vi er bevidste om, at man skal tænke anderledes i områderne længere væk fra Alfarvej. Heldigvis er landområderne meget mere end bosætning. Landbrug, energi og produktion rummer masser af potentialer for dynamik, vækst og udvikling. Stadig flere og større naturområder giver helt nye perspektiver på, hvad Danmark også kan være. Turisme er et spændende vækstområde, som skaber nye typer af udvikling omkring sig. Det er alt sammen forandringer af vores landskaber, som allerede er i gang, men mest foregår i det skjulte og uden overblik. I Urland kan vi bidrage med indblik og overblik over, hvordan det enkelte sted bedst kan udnytte sin position i forhold til den større helhed.

I Danmark mangler vi plads til alt det, vi gerne vil have, og vi har brug for at bruge pladsen bedre. Transformationer er nødvendige for mange landområder, men mens de kan give gevinst for nogle kan de samtidig have store konsekvenser for andre. Vi strækker os for at forsøge at se sagen fra flere sider. Hvordan kan regionale strategiske mål styrke det lokale boligmarked? Kan nye energianlæg også være en løftestang for udvikling af landskab og natur? Hvordan kan forandring ske i respekt for de mennesker, der har boet her i generationer?    

Med afsæt i den samfundsudvikling, der foregår lige for øjnene af os kan Urland bidrage med visioner for hvordan dét, der ligner svære udfordringer, kan omdannes til stærke potentialer.

Urland_potentialeplan Jammerbugt