Landsbyklynge Tannisbugt_1000X707.jpg

Tannisbugt Landsbyklynge

 

Byvandringer og strategi for udvikling af byerne i landsbyklyngen tannisbugt, 2017 (klient: realdania, dgi, lokale- og anlægsfonden og hjørring kommune)

Landsbyklyngen Tannisbugt er et samarbejde mellem fire byer i det nordøstlige hjørne af Hjørring Kommune: Bindslev, Tversted, Uggerby og Tuen. Klyngesamarbejdet blev formelt etableret i slutningen af 2015, og bygger videre på allerede eksisterende samarbejder, der i forskellig grad har fundet sted gennem mange år, for eksempel omkring skole og idrætsforening. Landsbyklyngens samarbejde er finansieret af Realdania, DGI og Lokale- og Anlægsfonden i kampagnen Landsbyklynger.

I foråret 2017 blev Urland inviteret til at gennemføre byvandringer i de fire byer. Alle var velkomne til at deltage, og formålet var bredt at diskutere de gode og dårlige steder og tendenser der præger hver enkelt by. Efterfølgende har Urland givet sit bud på en strategi for de fire byer, som imødekommer de italesatte udfordringer og potentialer.

Tannisbugt ligger i et udfordret hjørne af Danmarkskortet. Befolkningen flytter i stigende grad mod store bysamfund som Aalborg, Aarhus og København eller til regionale hovedbyer som Hjørring - et godt stykke fra Tannisbugt. Udviklingen kan særligt ses på det lokale boligmarked, hvor ubalancen mellem udbud og efterspørgsel sætter boligpriserne under pres, både i selve landsbyerne og i de omkringliggende landområder.

Det er ikke realistisk, at udviklingen vender lige om hjørnet. Der skal tænkes anderledes. For flere af landsbyerne er der behov for at tilpasse bygningsmassen for at skabe balance på boligmarkedet. Samtidig er der potentialer i turisme og turismeøkonomi. Turisme giver mulighed for umiddelbar omsætning i lokalområdet, men det er også en god mulighed for at vise området frem som et muligt bosted. I Hjørring Kommune er man meget bevidst om dette potentiale:

"De nedslidte og uhensigtsmæssigt placerede boliger, særlig i de mindste landsbyer, skal erstattes af nye boliger placeret i naturskønne omgivelser, og naturen skal trækkes ind i landsbyerne for at give nye kvaliteter til livet i byen." (Hjørring Kommuneplan 2016)

Hjørring Kommunes overordnede strategi er, at det er de særlige landskabs- og naturressourcer der skal gøre landområderne langt fra de store byer til gode steder at bo. Og det er netop naturens og landskabernes potentialer der udgør grundstenen i Urlands bud på hvordan de fire byer i fremtiden kan udvikle sig.

 
Landsbyklynge Tannisbugt_1000X648.jpg

Over to dage i april blev alle interesserede inviteret til byvandringer i de fire byer. Resultatet af vandringerne var et væld af idéer og forslag til lokale tiltag og forandringer, fra nære ting som fodboldmål og parkeringspladser, til forslag om etablering af cykelstier langs landeveje og ådal. De mange idéer er i strategien for landsbyklyngen tænkt sammen med naturen og landskabet omkring byerne, så mere natur i byerne er med til at løse både ubalancen på boligmarkedet, og rummer lokale ønsker og behov til nye anlæg, forbindelser og mødesteder.

 
Landsbyklynge Tannisbugt_500X625.jpg
 
Landsbyklynge Tannisbugt_750X752.jpg

Gennem Uggerby og Bindslev løber den smukke Uggerby Ådal. Åen italesættes i begge byer som en stor rekreativ kvalitet, som dog ikke er udnyttet så godt: Mange steder er der ikke ordentlig adgang til ådalen, og der mangler sammenhængende stiforløb. Bindslev er den største af de fire byer, og har traditionelt fungeret som service- og handelsby med butikker og kulturliv. Rigtig meget af bylivet er efterhånden forsvundet, og Bindslev har brug for at gå nye veje for at undgå forfald. I strategien foreslås det, at byerne i fremtiden i langt højere grad bygger deres infrastruktur, mødesteder og byliv op omkring ådalen og de rekreative kvaliteter der findes her. I Bindslev foreslås det, at de huller i husrækkerne, der opstår efterhånden som forladte huse nedrives, får lov til at indgå i en sammenhængende grøn struktur koblet op på ådalen.

 
Landsbyklynge Tannisbugt_2500X755.jpg
 

Tversted består af tre mindre, sammenvoksede landsbyer, og bykvartererne rækker derfor relativt langt ind i baglandet. Ved byens nordlige udkant rammer man det dramatiske klitlandskab ved Tannisbugt, et landskab med et enormt potentiale for rekreation og naturoplevelser. Det foreslås i strategien, at klitlandskabet får lov at trække op mod byens sydlige dele ad hovedgaden Tannisbugtvej, og kulminere i den omdannede rundkørsel hvor hovedgaden møder Skagensvej. 

I Tuen er der tale om et andet, roligt og tæt bevokset plantagelandskab. Tuen er på sigt truet af fraflytning, hvorfor en realistisk strategi bør tage udgangspunkt i at byen kan forandre sig, spredes og udtyndes over tid. I Tuen foreslås det derfor, at de omkringliggende plantager langsomt gør deres indtog i byen og forandrer til en skovlandsby.

 
Landsbyklynge Tannisbugt_1000X707-1.jpg
Landsbyklynge Tannisbugt_500X685.jpg