1731_DSCF8757_Sejerø Havn Café.jpg
 

SejerØhus – nyt liv på Sejerø Havn

 

Forundersøgelse med potentialekortlægning, konceptudvikling og forretningsplan 2017-18 (KLIENT: sejerø beboerforening, REALDANIA)

På en lille ø er havnen et væsentligt samlingssted. Traditionelt var det hér man hørte nyt udefra, hvor varer blev udvekslet og hvor mange beboere havde deres faste arbejdsplads. Som besøgende er det på havnen man starter og slutter sit ophold på øen, og det er her, man forventer at opleve noget af øens sjæl og dagligliv.

 Sejerøs beboere har gennem en årrække arbejdet for at sikre og styrke havnen som et samlingssted for Sejerø. Urland har - med hjælp fra Johanne Bugge Experience Consult - hjulpet Sejerø med at udarbejde en forundersøgelse som skulle vise, hvorvidt og hvordan et multihus på Sejerø kan etableres og drives som en sund og bæredygtig forretning. Og ikke mindst om et sådant hus kan bidrage til en positiv udvikling af øen som hele.

 

1731_potentialekort_REV-01.jpg
 
 

Med udgangspunkt i en potentialekortlægning af øen som helhed - og af øen i sin regionale kontekst - er der i forundersøgelsen formuleret en grundfortælling for Sejerø. Den egenart, der er kortlagt og formuleret i grundfortællingen, er grundlaget for Ø-husets koncept. Den er brugt til at fastlægge det funktionelle indhold, huset karakter og spisehusets profil

1731_funktionsdiagrammer til rapport_REV-03.jpg

Urland har i processen haft en nær dialog med øens beboere om et holdbart projekt for en revitaliseret havn. Dels har hele øens befolkning været inddraget gennem en spørgeskemaundersøgelse og dels har der været et tæt samarbejde med arbejdsgruppe og ildsjæle om hvilke lokale ressourcer, der kan trækkes på i et nye Ø-hus. Dialogen er undervejs blevet omsat til oversigtlige koncepter og løsningsmodeller – der i sidste ende har ledt alle parter frem til et setup for et holdbart projekt - både organisatorisk, økonomisk og funktionelt. Outputtet er en såvel detaljeret finansierings- som driftsplan for huset.

Forundersøgelsen har udløst en fondsbevilling fra Realdania på 5 mio. kr. til opførelse af Ø-huset, indeholdende spisested, festsal, produktionskøkken, butik, turistinformation og hotelværelser. Byggeriet forventes at begynde i 2019, men allerede nu er Sejerøs ildsjæle godt i gang med at opstøve en egnet forpagter, få styr på designet af selve huset og finde finansiering til aptering og driften – blandt andet gennem salg af anparter.

1731_Hvem betaler hvad-diagram_REV.jpg