Multifunktionelle
arealprojekter er nøglen til hurtige løsninger på både klima- og
biodiversitetskrisen

Udtagning af 100.000 ha lavbundsarealer inden 2030 går alt for langsomt. Foreløbigt er projekter svarende til 4 % af ambitionen under realisering ved hjælp af de forskellige tilskudsordninger til lavbundsprojekter. Hvis man regner vådområdeprojekter, der primært har til formål at reducere udledning af kvælstof og fosfor fra landbrugets marker, med, så er omfanget 8-9%. Der er smartere måder at skrue økonomien sammen på, som samtidig kan sætte fut i indsatsen. Nøglen er multifunktionelle arealprojekter på tværs af offentlige og private midler.

Tallene fremgår af den nye delrapport 1 fra ekspertgruppen for udtagning af lavbundsjord. Ekspertgruppen har til opgave at finde måder, der kan sætte fart i udtagningsindsatsen, og har Johannes Lundsfryd Jensen, borgmester i Middelfart Kommune som formand. D. 22. august 2023 gav ekspertgruppen lyd fra sig med 12 anbefalinger til hurtigere udtagning af lavbundsjord, som er landet på fødevareministerens bord (fvm.dk).

Langsommeligheden i udtagningen er et udtryk for, at de nuværende tilskudsordninger generelt ikke er attraktive nok for landmændene. Mange steder er udtagningen gået helt i stå, fordi der ikke kan tilbydes erstatningsjord til landmændene. Ordningerne mangler finansiering til indkøb af jord.

Ekspertgruppen har gode anbefalinger til, hvordan det vigtige jordfordelingsinstrument kan forbedres. Fremfor at købe lavbundsjorde op hos en lang række af landmænd enkeltvis, er jordfordeling en kollektiv proces mellem alle landmænd, der enten ønsker at sælge, købe eller bytte arealer. Det er et redskab til at lægge landskabspuslespillet på ny og på måder, som imødekommer landmænd, der ønsker at drive landbrug på andre og mere velegnede arealer end lavbundsarealerne.

Ved udtagning af 100 hektar lavbundsjord skal deri princippet findes 100 hektar erstatningsjord i nærområdet via jordfordeling. Når landmænd får tilbudt at købe erstatningsarealer, vil de kunne fortsætte deres landbrugsdrift på disse arealer uden dyrkningsrestriktioner samtidigt med, at landbrugsdriften på lavbundsarealerne opgives, så arealerne udvikler sig til natur enten under landmandens nuværende ejerskab eller ved at sælge dem til nye ejere, der gerne vil eje naturarealer. Tilbud om erstatningsarealer er et enzym til, at andre arealer frigives til naturprojekter. Det kan både være lavbundsarealer, mere sammenhængende natur, skov eller vådområder.

Der er kamp om arealerne og den største pengepung vinder

Så vidt så godt! Men ekspertgruppen mangler at forholde sig til jordpriserne. Det er efterhånden velkendt, at landmændenes udsigt til markant højere afregningspriser for arealer til solceller kan få den konsekvens, at der ikke kommer arealer i spil til naturprojekter, hvormed de går i stå. Risikoen er særligt til stede, når projekterne kæmper om de samme arealer.

Hvis vi kaster et blik på de gennemsnitlige jordpriser, er det let at forstå, hvorfor det er mere attraktivt for lodsejere at sælge arealer ind til et solcelleprojekt end til et lavbundsprojekt.

Så vidt så godt! Men ekspertgruppen mangler at forholde sig til jordpriserne. Det er efterhånden velkendt, at landmændenes udsigt til markant højere afregningspriser for arealer til solceller kan få den konsekvens, at der ikke kommer arealer i spil til naturprojekter, hvormed de går i stå. Risikoen er særligt til stede, når projekterne kæmper om de samme arealer.

Hvis vi kaster et blik på de gennemsnitlige jordpriser, er det let at forstå, hvorfor det er mere attraktivt for lodsejere at sælge arealer ind til et solcelleprojekt end til et lavbundsprojekt.

Landbrugsjord: 180.000-220.000 kr./ha
‍
Vedvarende græs: 50.000-90.000 kr./ha
‍
Lavbundsarealer efter udtagning
og øvrig natur: 30.000-50.000 kr./ha
‍
Areal til solceller: 350.000-450.000 kr./ha

Staten køber jorder ind, som efterfølgende kan tilbydes som erstatningsarealer, for 200.000 kr. pr. ha. Men hvad nu, hvis en energiudvikler har planer om et solcelleprojekt i området og tilbyder landmanden 400.000 kr. for de samme arealer, som staten kan betale 200.000 kr. for? Så sælger landmanden naturligvis til energiselskabet. Konsekvensen bliver, at der ikke kommer jord i spil til lavbundsprojektet, som går i stå.

Målrettet opkøb af 100 ha til opstilling af solceller, koster med ovenstående jordpriser energiudvikleren 40 mio. kr.

Arealkampen kan afløses af multifunktionelle projekter

Hvis arealet til solceller skulle modsvares af et areal til et lavbundsprojekt med tilsvarende størrelse, så måtte energiudvikleren nu i stedet for opkøbe 200 ha. Energiudviklerens opkøb af 200 ha. til multifunktionelle arealprojekter koster – ligeledes med ovenstående jordpriser – også 40 mio. kr.

Der skal nu lægges et puslespil, hvor 100 ha skal bruges til solceller, og de øvrige 100 ha sælges fra som erstatningsarealer til lodsejere, der ønsker at bidrage med arealer til etablering af 100 ha natur. Erstatningsarealerne sælges videre til markedsprisen for landbrugsarealer, dvs. 200.000 kr./ha. Dermed får energiudvikleren 20 mio. kr. igen for de arealer, der har været i selskabets midlertidige ejerskab.

På den måde ender energiudvikleren med kun at have brugt et halvt så stort beløb på arealer, sammenlignet med projektet, hvor der udelukkende købes projektjord til solceller. Konceptet kræver blot, at kommunen prioriterer multifunktionelle projekter.

Alle involverede landmænd, både de, der sælger 200 ha. til energiselskabet, og de, som er modtagere af erstatningsarealer, sikres handler til en markedspris for landbrugsjorder.

Vi har brug for fremsynede finansieringsmodeller på tværs af offentlige og private kasser

Man kunne også forestille sig, at kommunen selv stod bag et multifunktionelt jordfordelingsprojekt. Med ovenstående jordpriser og mekanismer ville kommunen på baggrund af opkøb af 200 ha. puljejord, kunne sælge 100 ha videre som erstatningsarealer til landmænd for 200.000 kr./ha, og 100 ha lokalplanlagte og dermed attraktive arealer videre til et energiselskab for 400.000 kr./ha. Dermed er det kommunen, der får gevinsten på 20 mio. kr. Det overskud kan investeres i endnu flere arealprojekter med offentlige goder eller på anden vis gå til grønne og attraktive lokalsamfund.

Det kunne også være en naturfond, der stod bag. I det tilfælde kunne de arealer, der sælges til energiselskabet, være pålagt bestemmelser om, at arealerne skal overgå til natur, når solcellerne er udtjente. Efter 30 år med solceller og uden tilførsel af gødning og pesticider vil arealerne nemlig være i en meget bedre naturtilstand end fra start. Naturfonden ville dermed ende med at have realiseret alle 400 ha til natur via smarte og langsigtede finansieringsmodeller, der i mellemtiden har bidraget med grøn strøm til klimaomstillingen. Med en klog kombination af private- og offentlige midler kan vi sætte tempo i udtagningen af lavbundsarealer– og en hel del flere af de arealinitiativer, som skal bidrage til at løse de store klima- og biodiversitetsudfordringer.